Langestrand

Ja, nå er det overstått og det var jammen hyggelig med alle positive tilbakemeldinger. Slik jeg forstår det syntes samtlige at det å få treffe gamle skolekamerater eller bare kamerater fra gata var toppen. Det var enkelte som ikke hadde sett hverandre på 30 år.
Da gjestene ankom ble det på storskjermen vist gamle bilder fra Langestrand. Hilde hadde blannet velkomstdrikken. Den smakte.
Da alle hadde satt seg rundt bordene var det lett og se at de søkte hverandres selskap de som hadde mye å mimre om. Desto gledeligere syntes jeg som leder at det også var nyinnflyttede her på Langestrand som var tilstede. De var så hjertelige velkomne da det er behov for at alle som bor her skal få muligheten til å delta og hygge seg sammen.
Gunnar Strand tok nemlig dette tema opp da han på vegne av de 3 som hadde påtatt seg oppgaven med arrangementet ønsket velkommen. Han sa nemlig at det var kommet så mange nye til Langestrand at han ikke lenger var sikker på hva naboen hette. I vårt nærmiljø er ikke dette ønskelig, vi har behov for å kjenne vår nabo og ha et godt forhold. Gunnar fortalte oss om sin oppvekst på Langestrand, da det forekom at noen lurte på om han var soting.
Etter hans velkommen var det på tide og få både våt og tørt. Spekemat sto ferdig på 2 langbord og på eget sted i hjørne fikk alle sitt våte. Praten gikk lystig rundt bordene mens maten gikk ned. Jan Viggo Oxholm fortalte litt om sin ungdom i Øvre Fritzøegt. Han sa: dengang han var guttunge var han med på drivgarnfiske etter laksen i fjorden, og hvor stolt han var da han kom hjem til mor etter stor suksess med laks.
Ragnar Ridder-Nielsen som er leder av Langestrands Nyttige Selskab holdt takketalen for de som hadde stelt istand. Hilde Simonsen, Jan Erik Eriksen og Gunnar Strand ble takket med applaus,det var de så fortjent.

Her er talen:
Kjære alle sotinger.
Jeg vil med dette på alles vegne få takke de 3 spreke ungdommer som påtok seg ansvaret for vårt arrangement.
Som dere sikkert har forstått er det Hilde, Gunnar og Jan Erik som har fått oss tilbords her i kveld. De fortjener vår hyldest. De har godt inn for denne sammenkomsten med engasjement og glød. De mener at dere fortjener en riktig mimrekveld, med noget attåt. De har sydd vår kveld sammen etter deres eget hode og jeg som leder av Nyttige Selskabet har fått klar beskjed om at slik skal det være. De har gjort en tilfredstillende jobb og fortjener vår honør. Reis dere og ta imot klappsalven.

Soting . Ja, hva er nå det!!!?
For oss som ikke er barnefødte her vil jeg si. At hver gang jeg graver i hagen eller etter et regnvær – så gir kullstøvet meg svarte hender og bein. Da føler jeg meg som soting.
Men la meg ta et tilbakeblikk.
Vi lurer ofte på hvorfor stedet heter Langestrand. Noen mener at dette er fordi Langene regjerte her, andre sier at det er fordi vi har den lange stranda. Hvis det siste skulle være riktig, så vet vi jo at hele indre havn, fra Langestrand til Skottebrygga var en sammenhengende sandstrand. Ville det da ikke vært helt naturlig at hele byen hadde hett Langestrand og ikke Larvik.?
Vi vet at elva er starten på det hele i moderne tid. Fra møllene på 1300 tallet til omstillingene hos Treschow i våre dager.
Da Langene måtte forlate Langestrand kom grevskapet. Det resulterte i at Larvik fikk grevskap og Langestrand fikk sotingen. Jernverkshistorien var startet. Denne industrien var så viktig at Stavern fikk ansvar med å passe på oss. Svenskene var noen fæle folk. Etter at danskekongen var tapende part i Napoleonskrigen, overtok noen av byens borgere grevskapet. De ble kjent som grevlinger. Dårlige økonomiske tider og Treschow kom.
Denne tida med plankestabler og sorteringsanlegg i Farris husker vi best. Idag har dette blitt byttet ut med hotell og forretninger.
Republikken blir Langestrand ofte kalt. Her bodde de som var under bergverksloven. De hadde sitt eget tingsted.
Fordeler og ulemper.
Krav på skole hadde de, men noen hadde på en måte eiendomsretten over dem og deres hus.
Dette styrket samholdet. Som de aller fleste vet bygde vi egen kirke i 1818. Dette på tross av øvrigheta. De mente at folk kunne gå til Larvik kirke. De forstod ikke Langestrandsfolk. 1877 dannet dette samholdet blant folk i felleskap Langestrands Nyttige Selskab. Etter 132 år fungerer selskabet fortsatt.
Da jeg ble valgt som leder for snart 10 år siden sa en gammel dame til meg at hun ikke hadde vært over på andre sia av elva før hu fylte 50 år. Det var ikke nødvendig sa hun, fordi vi hadde alt her.
I dag sitter vi igjen med en fantastisk historie og et verdifult bomiljø.
Riksantikvaren uttalte at det er 3 steder i Norge som er viktige industristeder, Røros, Kongsberg og Langestrand. Disse er i særklasse.
Vi har riktig nok ikke vårt eget språk i republikken, men du må være lokalkjent når Larsebakken, Angellen, smuget, Trullen og Grisen blir nevnt. Eller kleggenavn som Tippen og Tobben dukker opp.
Alle er stolte over sitt eget sted, men Langestrand, Republikken og sotingen er noe eget.
La denne kvelden vise vårt felleskap,
Løft ditt glass og skål for sotingen.

Deretter ble vi med Gunnar på en tur etter Thorleif Kristiansen: Blå var min barndoms fjord(denne finner du på våre sider) Teksten og bilder som viste før og nå rundt hele vår vestre del av fjorden. Det var naturlig nok bare i indre del det var endringer, men der var de desto større. Folk følgte med og nikket gjenkjennende til hverandre. Der bada vi og der…., hørte jeg.
Det var lagt ut gamle bilder langs veggene. Det var mange som tok turen rundt og kommenterte det de så.

Senere på kvelden ble det dansemusik med kgb. De hadde problemer med lyden i anlegget sitt, men Håkon Tveit entra scenen og begynte å stille inn med en fagmanns presisjon. Gamle svisker ble hentet frem, men det var vel noen yngre som syntes de gjerne kunne ha tatt tiden opp i 60 tallets popmusikk.

Naturlig nok begynte det og bli sent for enkelte ved kl. 23.00, men det var de som holdt ut til kl. 01.00. Da jeg gikk så jeg at noen svingte seg friskt på gulvet etter kgb.
Vi kan vel si at vi gleder oss til neste gang. Håper dere alle her på Langestrand da vil komme. Gamle og nye sotinger blir bra lag.
Her kommer noen bilder:
På et av bildene er det en person som sier han bor på LilleTorstrand. Hvem tror du det er?

Langestrand hadde en rekke forretninger. her kommer en som de fleste husker.

Hem Anders

Kjøtt og slakterforretning i Kirkegt.7     Tlf.nr  i1948 var 1464

Firmaet ble startet 3. oktober i 1930 av Anders Hem. I 1946 gikk firmaet til utvidelse i eget nybygg med 100m2 gulvflate i 2 etg. Dette med tanke på egen saltfabrikasjon. Det ble montert dypfryseri, samt kjølelager for eventuell utrustning til hvalfangst.

Jeg husker fra den tida jeg var guttunge som vi laget et slagord. Vi sa at pølser fra Hem er ikke vert og ta med hjem. Noen er helt sikkert ikke enige da handelen gikk flittig hos slakter Hem.

Johansen Carl

Fisk, kolonial-og fetevarer forretning i Rosendalsgt.10 Tlf.nr var 1385

Firmaet ble startet 1. oktober i 1900 ac Carl Johansen. Det ble omsatt de ovennevte varer. På det meste var det ansatt 2 funksjonærer. Døra var somde fleste husker ut i Rosendalsgt. med 2 store vinduer på hver side.

Johannesens, S. Eftf.

Kolonial og fetevarer forretning i Brunlanesgt.3 Tlf.nr var 1322

Bedriften ble statet i 1884 av J. Anthonsen. Ved hans død gikk forretningen over til hans enke. Hun drev den til ( tror jeg rett etter krigen) da ble den overtatt av A. Hansen og A. Aske . Salget foregikk i detaljhandel.   

Dette huset hadde 2 innganger.Den ene var en høy fantastisk fin trapp ut i gata. Inngangen hadde dobble dører.

Dette er utdrag av Asbjørn Bakken. Stod i Vestfoldminne 1949. -50.

Det er hentet ut av det kgl. bibliotek i Kjøbenhavn sin store samling av norske manuskripter. Heri ligger en beskrivelse av Laurvigen og Stavern.
Paa den anden neml. vestre ende av byen ligger Langestrand, som skilles fra byen ved logens elv. Samme elv kommer langt norden fra fieldene, har stor foss noget ovenfor verkene, og tvende andre verkene.
Her ved byen er en god laxefangst som begynder omtrent ved mai maaneds udgang og varer kuns en 4-5 ugers tiid. Laxen er gandske feed og selges ordinair et bismerpund som er 12 skaalpund for 3 mark dansk som er 4skilling pundet. Strax efter laxen fanges ørreter og macreel paa engang, og er meget god kiøp paa macreel.
Elven driver alle grevens smeltehytter og møller og andre tilhørende verker der ligger paa bemelte Langestrands grund, hvorpaa alle arbeidsfolk ved verkene bor, og som et appendix af Laurvigen, saasom alle indvaanere og husenes eiermænd betalt grundskat til greven ligesom i Laurvigen bye. Forvalteren ved verkene er hr. Terkelsen. Paa verkene er smeltehytter, 2 masovner, 3 hammere, 2 kornmøller. Grubene hvoraf Jernmalmen brydes ligger somme et par, somme 4, andre henimod 10 miile fra Langestrands verker. Paa samme Langestrands grund er en apart kirke af træ som er annex til Laurvigens sognekirke, men der prædikes kuns hver 3die søndag i den, og 2de andre søndage gaae de i byens kirke.
Kirken er hvitmalt, den er 18mtr lang og nesten 9 meter bred og vel 7 meter under taket. Paa vestdsiden var tilbygd et sakristi og ved nordenden står en 14 alen høg støpul med begge klokkene. Om kirken og kirkegården var et gjerde av plankeverk. Like ved kirken lå skolen.
Langestrands kirke hørte, under Brunlanes og ble betjent av soknepresten i Tanum. Her er jeg ikke sikker på årstall(red) men sansynligvis før 1750.
Den 16. november 1751. skriver oberinspektøren til greven. Sidst løverdags eftermiddag den 13de ble begge Fritzøes nye masovner antendt, den nordre som er den eldste af meg, og den søndre af forvalter Bruun, efter foregaaende optog af masmesteren Tombo og alle masovnfolkene med fane og klingende spill og blev officianterne i mange folks nærværende ved 9 skud kanonløsning underdanig drukket i god gammel fransk vin(dog paa egen beskostning) det høygrevelige herskabs skaal med underdanige, velment ønske at de maa bringe deres høygrevelige herskab med deres høygrevelige hus god velsignelse og
glede ved bestandig drift i mange, mange aar.
i 1754 bestilte en Claus Jacobsen ikke mindre enn 700 kakkelovner.

Vi fortsetter vår tur med Michael Leegaard.

Utenfor Skottebryggen laa om sommeren til stadighet flere hollandske koffer, som hentet bjelker til digebygging i hjemlandet.
Raahuggingen av disse bjelker foregik bl.a paa stranden fra Prindsegaten til Risbryggen særlig paa Balketomta. Disse hollændere drev vistnok ogsaa handel med sit hjemlands produktuer, og selv gjorde de indkjøp av alle slags trævarer, som træbøtter og spand, melkekoller, dreiede træfat, sneskuffer, sopelimer og visper, som alt var husflidsarbeide og forfærdighet i Larviks opland.
Paa verket var der i 60-aarene ogsaa en rismølle, foruten 2 rødmalte kornmøller, bygget i træ, og de stod under rendene omtrent der hvor den nye mølle nu står.
Møllene blev drevet ved nogen gigantiske vandhjul fra store vandrender, som hadde sit indtak ved mellemdammen. Rendene laa meget høit, saa man kunde kjøre under dem, let tappevand til husbruk og naa frem til elven som var et almindelig vaskested.
Hele strøket kaldtes efter den “under rendene”.
Mange vil ogsaa kanskje huske damerne av demimonden ” Grynemolla og Møllera”
Da Joseph Steen fra Langestrand hadde faat istand sin kunstige skøitebane paa Thorstrands Torv, blev den møtested for ungdommen, og mange par fandt hinanden der.
Foruten strømbadet, som laa paa Sanden, badet vi ogsaa paa Thorstrand og Langestrand. Paa strømbadet solgte Maren Kakekone brus og kaker, og naar vi ikke just hadde kontanter, fik vi ogsaa kaker paa kredit fra den ene dag til den anden. Men Maren formante os altid og sa, at den som tar glæa paa børj, han får betale med sørj.
Paa Langestrand hadde vi Store helvete. lille helvete og grisebu
Av sport og leker , som blev drevet i gatene, var det forskjellige alt efter aastiden.
Om vaaren naar sneen gik bort og det begyndte at bli tørt, slog vi raatabal, et balspil som kunde være meget spændende. Enkelte kunde med sit tynde, elastiske baltræ slaa de smaa haarde baller himmelhøit, og da gjaldt det at nytte tiden for at komme til utraatan og tilbake til indraatan uten at bli rammet av ballen, som blev kastet efter en. Var man for sent ute, blev man “stukket” med ballen, og da hadde man tapt spillet for sit parti.
Saa klinket vi med gærninger om militærknapper. Gærningene var utenlandske mynter av tykt kobber, der blev bøiet som kuglesegmenter.
Enkelte mynter var bedst, saaledes de engelske.
Et av de ældste og mest interessante fartøier, som jeg husker var, Treshcows dampskib “Vulkan”, som i mange aar laa opplagt i Jordfaldbugten. Det var vistnok et av de første dampskibe i landet og var velderfor efterhvert blit for kostbar i drift.
Ja, et fartøi “Vidar” blev ogsaa bygget paa den strandtomt, hvor toldboden nu ligger. Det fik en trist skjæbne. Det kom bort paa sin første reis; men det var ikke noget rart, efter hvad kyndige folk uttalte; thi for det første gik skibet ikke glat av stabelen, og dernæst var det observert, at 3 ravner hadde fløiet over skibet paa avløpsdagen, og saadanne fakta var varsel nok.
En av mine tidligste erindringer knytter sig saaledes til masovnen paa verket. Om høst- og vinterkveldene kunde man se den høie lue, som stod ut av den, og luen var saa mægtig, ar den maatte tiltrække sig alles opmerksomhet. Smeltingen foregik som tidligere nævnt ved trækul, som kom fra landdistiktene, formodentlig fra Treschows leilændinger; men der stod ogsaa i min barndom en trækulmile, ved Fredriksværnveien , omtrent paa det sted, hvor villa Fritzøes have nu er.
Av andre næringskilder maa jeg nævne fiskeriet, som for mange gav stadig beskjæftigelse.
Om sommeren seilte fiskere, som mest bodde paa Langestrand og Thorstrand, ut til fiskegrundene med sine smaabaater, og de førte svære seil. Om vinteren drog de tildels utover paa isen, naar Larviksfjorden laa, og det var ikke saa sjelden.
Fiskehandelen forgik gjerne i elva, men ogsaa paa torvet, og der gik prutningen ofte noksaa skarpt for sig.
En gang pruttet og kranglet en kone saa længe med en fiskehandler John Bjørnøya, at han tapte sin taalmodighet og brukte grove skjældsord som gik hendes kvindelige ære for nær. En halv time efter kom hendes mand op paa Torvet, slog til fiskehandleren, saa han seg død om paa pletten.
Som bekjendt kaldtes Thorstrandsgutterne for “Sandlopper”, Langestrandingene for “Sotinger” og guttene fra de øvrige bydeler for “Bakskoninger”. Saaledes laa Bakskoningane og Sotingane hyppig i feide med hinanden. Disse bataljer stod gjerne i den ubebodde del av øvre Bøkeligate, og det gik da hedt for sig. Der blev saamen brugt sten og andre slags vaaben.

skrevet av Michael Leegaard
Redaktør har tatt utdrag fra hans bok. Det jeg legger vekt på er fra vår bydel Langestrand, eller har noe med dens dengang innbyggere. Starter med M L. sin innledning.

Som smaapropper begyndte mine kamerater og jeg vor skolegang i Larvik i aaret 1864, og vi var 5 aar gamle. Det var endda det aar da vor konstitutions 50-aars jubilæum blev feiret.
Omend jeg vel erindrer enkelte begivenheter fra tidligere aar, f. eks min farmors begravelse i 1862, tør jeg ikke regne guttedagene læmger tilbake.
Middelskolen som vi kom inn paa i 1867, hadde vi helt gjennemgaat i 1874, og vi blev sendt til utenbys skoler, som førte videre frem.
I salige Skomaker Jacobsens mottagelserum paa Langestrand stod der saaledes et mægtigt renæssanceskap med fremspringende overdel, hvilende paa virrede søiler, og i lindelysthuset i mit hjem stod der nogle degraderte bænker og stoler i rokoko. De var av bøk og maa antagelig være forfærdiget i Larvik.
De møbler, som blev forfærdiget av vore kunstsnedkere i 60-aarenes Larvik, var forøvrig mest holdt i den stil, som man har kaldt den falske rokoko.
Etter regnskyl var rendestenene, som smaa fjeldbækker, og de var da til megen more for os.
Vi dæmmet dem op med søle, og lavet indskjøer og kaskader og kunde langs den stride strøm følge en barkebaat eller en flis helt fra Bøkeskoven til Lilleelva. Midt i bakken nedenfor Bøkeskoven bodde en farver, som av og til tømte sine farvekar i dem. Derfor var de snart blaa, snart brune og grønne. Den lange færdselsvei fra Bøkeskauen til Lilleælva var også en herlig akebakke, som vi benyttet trods politibetjent Gulmen (Gudmund Hansen), der var særlig laa paa lur efter os smaagutter. For hver kjelke han knep hadde han nok en liten indtægt.
Langs denne vei kom Treschows leilændinger om vinteren hver 14de dag, kjørende i lange rækker, med trækul til verket, hvor der endnu foregik jernsmeltning i masovn. Disse kulkjørere var altid svarte som feiere, og da de sjelden undgik den fare som laa i alle brændevinssjappene, var vi gutter sterkt optatt av dem. Naar de hadde avleveret kullene, blev gjerne slædene staaende utenfor de farlige steder, og i mørkningen hændte det da ofte, at kjøretømmene deres blev bundet i kryds eller fastgort til høvret, mens skøierne laa i bakhold for at se hvordan det vilde løpe av.
De bønder, som kom ind fra Brunlanes, hadde lignende tilhold øverst på Langestrand, men livet der utfoldet sig ikke saa rikt som i hovedgaten.
Naar man fra Sanden gik utover Fredriksvernsveien, fandt man endnu i mine guttedage, antagelig ved bygrænsen, to grindstolper efter “Staværnsgrina”, som jeg ikke klart erindrer i funktion, men som dog levet i et mindre smukt rim, som nok gamle Larviksfolk husker. Omtrent der laa ogsaa inde i en have et gammelt to-etages hus, hvor der bodde 2 frøkner Bull, som drev fotografi efter den gamle kollodiummetoden.
Siden vi er paa Langestrand, maa jeg nævne Langestrandsbrua, som vistnok er en stor merkværdighet, fordi dens bærende del er valset på Verket, mens masovnen endnu var i drift. Sandsynligvis er den ogsaa klinket sammem der. Der hengik mange aar, før Norge efter nedlægelsen av jernverkerne selv kunne bygge sine jernbroer, og da med indført valsejern.
Her slutter jeg for denne gang, men vil selvfølgelig fortsette sammen med Michael Leegaard senere.

Treschow-Fritzøe var et av de aller første bruk som omsatte vannkraft til elektrisitet. Allerde i 1886 ble det instalert en turbin på 30hk som drev 2 likestrøms dynamoer.

Den gang ble vannet fra mellemdammen ført i store renner til turbiner i bedriften, og herfra fikk også lysturbinen sitt driftsvann. Anlegget skal ha stått i et hus mellom mølla og sliperiet. Det ga lys til industri og kontorer. Treschow-Fritzøes neste fremstøt på eletrisitetsområde kom i 1900-1901. Da ble vannrennene revet og et nytt turbinrør med diameter 2,8mtr lagt fra farrisdammen og ned til bedriftene slik at hele fallhøyden mellom dam og fjord på 23mtr kunne utnyttes. Fallhøyden fra mellemdammen var bare 11mtr. Samtidig ble det bygget et nytt elektrisitetsverk med 3 aggregater, hver med turbin på 275hk = 825hk.

Fritzøe elektrisitetsverk var blant de første som brukte vekselstrøm med 50 perioders trefasestrøm her i Norge. Elverket var et mønsteranlegg. Den første kraftstasjonen som ble bygget med vannkraftaggregater her i landet var Laugstol bruk i Skien.

Kraftstasjonen kom idrift 1885. Etter inngåtte forhandlinger med Larvik kommune startet leveringen av strøm til byens nye el.fordelingsnett 16 september 1901. for såvel Fritzøe som Larvik kommune valgte man alternativet med vekselstrømsfordeling og transformatorkisoker med nedtransformering fra 2000volt til 230/120 volt. Den elektriske strømmen kostet 8øre kwh levert fra Fritzøe elverk i 1901.

Kort fortalt av Kjell Erland Bache.

Red. anmelder at da det senest ble gravet i gatene her på Langestrand dukket det opp en gammel porselenskopp for strøm i Nedre Fritzøegt. Den var stemplet i blått- PP. 1903.

Eilert Gabrielsen forteller.

Husærù da.

Det er så hyggelig å være her sammen med alle dere sotingær. Det er så mange pene jenter her, og det er så mange pene guttær fra dengang jeg var 6-7 år.
Jeg bodde neri Kopragår`n. Der hadde Johan Stolpestad den ene enden av huset, og vi hadde den andre. det var enden som støtte inn til Folagangen, og huset ved siden av der, det var Helga Hæljesen. Oppe i Folagangen, der var vi nokså ofte som guttongær. Vi hadde jo Grunden der nede på hjørnet som solgte øl., og så varè når karane kom på fredan da og hadde fått lønninga. Det vakke store lønninga den gangen, det var to og ei halv krone for veka. Grunden solgte hele bayereær for 18 øre flaska. Jeg vet ikke hvor mange det var for krona, kanskje 6-8 støkker, og så gikk vi opp i Folagangen, og der varè en sånn liten resess inn til huset til Amundsen. Det var ei lang planke der, og der gikk vi guttongane da. Vi gikk på hendane for de herre som satt og drakk øl, og så fikk vi ølflaskene som var verdt 2 øre. Vi gikk på hendane for de, og så var`e 2 øre som vi fikk og gikk ned til Grunden med flaska. Hvor vi gikk for å kjøpe littegranne knekk eller sånn det kan jeg ikke huske, men 2 øre var mye penger for oss den gangen.
Som sagt, vi bodde altså der i Kopragården. Etter Stolpestad så kom det meieriutsalg, og så hadde vi Kopran da, det var det første koperativen i by`n, og jeg trur det var en som hette Lars Bøe som var den første bestyreren, og etterpå der så kom Halvorsen, møllemester Halvorsen, de bodde i 2. etasje, og lenger oppe i Kopragården som vi bodde der var`e et langt uthus og der var det øvelse for Fritzøemusikken. Det var gamle skomaker Jakobsen og det var Pedersen han var ledær, og det var et sånt lite lokale der som de hadde øvelse, og oppi går`n der var`e en skråning opp mot en stor fin eplehage. Siden da så ble jo noe av dette tatt vekk og så bygde de det bakeriet. Der sto gamle bakær Lund og Olsen Waag og flere andre av de derre der. Vi som var guttongær vi sto med nesa inn i vinduskarmen der og kikka på alle de wienerbrø`a som kom. De lagde sånne lange wienerbrø makan te de som vi hadde her idag, og Olsen Waag og han Lund skar av de herre skalkane da vet du, og vi sto og venta og venta og blei lenger og lenger i ansiktet etterhvert som haugen blei større. Men så etter ei stønn da så tok Olsen Waag og skøyv det herre borte vårs da s`rø og sa det er vel det herre du ventær på sa`n.

På Langestrand skole ble det satt sammen av 1. klasse 1949/50. en sang som går på melodien : blant alle lande..               Hvor mange av dere husker denne eller andre sanger som ble laget til ære for skolen. Denne kommer fra Jan Erik Eriksen.

Av alle skoler i Norges land
det er dog ingen som Langestrand
Så lunt i solen der ligger skolen
ved skogens rand.

Og trærne pynter om skolen vår
i nord de vakreste graner står
de luner kinnen mot nordenvinden
når solen går.

Er vintren omme og det blir vår
vi drar på turer med lærern vår
med mat i eske og brus i veske
så det forslår.

Og barna trives på Langestrand
skjønt av og til de sloss lite grann
men snille “frøken” er med på spøken
så langt hun kan.

Alt godt vi ønsker for skolen vår
alt godt fremover i tusen år
med kjærligheten og barnegleden
vi signing får.

Sitter her og leser fra dengang det var hopprenn i Hammerdalen. Fra toppen av Eidgata ned bakken og rett mot vannrenna. Det sies at du lå dårlig ann hvis du ikke klarte å bråstoppe. Det forekom at noen forsvant under renna.

Resultane fra dette vellykkede renn som var 12mars 1941.

Overskriften i avisa : Vellykket hopprenn i Hammerdalen i går.

Hopprennet i Hammerdalen i går var et utmerket privat tiltak. Ja, det var et privat tiltak, arrangøren var ikke som bekjentgjort Langestrand Idrettsforening. Saken er nemlig den at det ikke eksisterer noen Langestrand Idrettsforening.

På tross av at forholdene på mange måter var nær sagt umulige var deltagelsen god, både fra hoppernes og publikums side. 30 gutter i alderen 10-20år startet. Publikum var møtt fram i et antall av ca. 200 stykker.

Hopprennet blev fulgt med stor interesse, og det må sies at publikum gav hver hopper applaus, enten nå hopperen gjorde sig fordelaktig bemerket eller ei.

I klassen 16-20 år seiret Sigurd Antonsen med 2 gode hopp på 19 og 18mtr. I de øvrige klasser vant Torbjørn Stolpestad(kl. 14-16 år) Olaf Mathisen(kl.12-14 år) og Villy Andersen vant i kl. 10-12 år. Konkuransen var knivskarp i alle klasser.

Alle førstepremievinnere fikk hver sin store sølvpokal, som var gitt av arbeiderne på “høver`n”.  Rennets yngste deltager var 8 år gammel, og han blev tildelt en sølvpokal i ekstrapremie.

Premieutdelingen blev holdt under stor jubel på toppen av bakken like etterpå. Publikum holdt tappert ut på tross av de enkle forholdene, og premievinnerne blev hyldet med mange kraftige hurraer.

Arrangementet gikk selvsagt ikke helt knirkefritt, men det gikk amatørmessig og greit unda, i sannhet et godt privat tiltak.

i 1880 årene forsto Kammerherre F. W. Treschow at vannkapasiteten fra Farris ikke var tilfredstillende. Verket kunde ikke utnyttes fult ut.

Innlegget som følger er skrevet av brugsbestyrer H.C. Hansen med bistand av ingeniør A. Borchgrevink. og overlevert til meg for en tid tilbake av en tidligere ansatt ved værket. Jeg ønsker å dele dette med dere for å vise hvor verdifult Fritzøe værk har vært i Norsk industrihistoreie. Kanskje har noen av de eldre sotinger, foreldre eller besteforeldre som var med på byggingen.

Til den rette forståelse af det i overskriften nævnte anlægs betydening har man troet at burde forudskikke en kort beskrivelse af Fritzøe Værk med tilliggende eiendomme.
Kammerherre F.W. Treschow`s eiendomme, der væsentlig indbefatte det forrige Laurvig`s grevskab, er beliggende i byen Laurvig samt i Sandsvær` s, Slemdals, Laurdals, Hedrums, Eidangers, Annebøs, Tjølling og Brunlanes herreder.
Landeiendommene, der væsentlig består af skov, har tilsammenet areal af ca: 700km2 (5 1/2 kvadratmil) med en matrikulskyld af ca: 856 skylddalere. Tømmeret fra disse skoveiendommene bliver nedflødet gjennem tvende hovedvasdrag, nemlig Numedalslaugen der faller i Laurvigsfjorden østenfor Laurvig, og Farrisvasdraget der har sitt utløb gjennom Laurvigs by. Det årlige tømmerkvantum, der nedføres fra egne skove, udgjør ca: 30 000 tylvter, hvoraf der falder omtrent halvparten på hver af hovedvasdragene.
Den væsentligste bedrift i tidligere dage var Fritzøe Jernværk; men dette existerer ikke længere. I begyndelsen av 60 årene fristede nemlig dette samme skjæbne som omtrent alle landets øvrige jernværk, der som bekjendt, ikke kunne udholde konkurransen med det svenske og navnlig med det engelske jern, hvis pris lidt efter lidt var gået ned til et dengang ukjendt lavmål. Så sørgelig standsningen af en af landets ældste og i lang tid betydningsfuldeste industrielle bedrifter var, såvel for det enkelte sted som for det hele land, så glædeligt er det nu at skue den betydelige industri, som flere steder er opblomstret på de ærveærdige jernværksruiner. Intetsteds er dog dette tilfældet i den utstrækning som ved Fritzøe, hvor jernværket er afløst af en flerhed af anlæg, der tilsammentagne danne et landets største industrielle etablissement.
De væsentligste af disse anlæg er:
1 træsliberi med en årlig produktion af ca: 7 000 tons træmasse.
2 møllebrug med en årlig produktion af 100 000 hectoliter mel.
2 sagbruk med 12 grinder.
2 høvlerier med 5 høvler.
1 mindre mekanisk værksted med smie og støberi.
Til belysning af fabrikkene samt forskjellige kontorer haves et elektrisk anlæg med 2 dynamomaskiner for 240 glødelamper, der drives af en særskilt turbine.
Den midlere arbeidsstyrke ved Fritzøe værk udgjør ca: 600 mand, skov og flødningsarbeidere heri ikke medregnede.

Samtlige ovennævnte anlæg, med undtagelse af begge høvlerier og det ene sagbrug, drives med vandkraft, der tages fra vandfaldet mellem Farrisvandet og Laurvigshavn. Til driften benyttes 16 turbiner og et vandhjul, tilsammen repræsenterende ca 2000 effektive hestekræfter. Den udnyttede effektive faldhøide udgjør 11m og udførdres til fuld drift af samtlige indretninger en vandføring af 15,5m3 i sekundet. Farrisvandet der danner reservoiret for vandkraften, er ca 22km langt, er 21,85 km2 stort og optager vandet fra det vidtforgrenede Farrisvasdrag, der har sitt udspring på Skrimsfjeldene i Sandsvær og danner en flerhed af mindre søer, der for det meste er forsynede med damme nærmest til opsamling af flødningsvand. Vasdraget er idethele af nuværende eier tildels med stor bekostning regulert til et udmærket flødningsvasdrag. Da kammerherre Treschow er eier sågodtsom alle de til Farrisvandet og vasdrag forøvrigt stødende eiendomme, disponeres også vandet udelukkende av ham. Det nedslagsdistrikt som har sit udløb gjennem Farrisvandet, kan anslåes til et samlet areal af 510km2.
Til regulering og opdæmming af Farrisvandet har det vistnok fra umindelige tider tilbage existeret en dam ved samme udløb i elven, der i en afstand fra Farrisvandet af ca 1000m. falder ud i Laurvigsfjorden. Denne dam er opført i år 1765, hvorom følgende i fjeldet på venstre landkars mur indhugne inskription beretter :
Christian Conrad, Greve af Danneskiold Laurvig.
Ædel herre til Varel, Here til Kniphausen, Drewert og Hartschorn
haver ladet denne Dam fra Grunden af nye opbygge
Anno Domini MDCCLXV.
Dammen er bygget af huggen sten og forsynet med luger såvel for tømmerflødningen som vandavløbet, står ikke på fjeld, men er derimod med megen omhu fundamenteret på undergrunden, som er bestående af ler i bunden med et overliggende lag av grus og rullesten. Som det fremgår heraf, er situationen, navnlig i betragtning af det forholdvis betydelige vandtryk, som dammen er udsat for, temmelig prekær; men har der ikke destomindre aldrig vist sig nogen ulempe ved dette damarrangement, som således har stået sin prøve i 121 år.

Eftersom vandforbruget ved værket tiltog, kunde imidlertid behovet i den vandfattige tid af året, navnlig om vinteren, ikke længere tilfredstilles, idet der, når Farris faldt ned under et givet niveau, ikke mere var muligt gjennom Farrisdammens luger at udtappe det ovenfor nævnte kvantum vand af 15,5m3 i sekundet. På den anden side er vasdraget midlere vandføring mere enn tilstrækkelig til at præstere dette kvantum som avgangsvand, men måtte Farris da tappes dybere eller opdæmmes høiere.
Under valget mellem disse alternativer standsede man snart ved en yderligere udtapning som det i alle henseender heldigste arrangement. En føroget opdæmning vilde nemlig for det første medføre ulemper for forskjellige eiendomme omkring Farris og dernæst udsette dammen for et trykk, som under de forhåndenværende omstændigheder måtte ansees som særdeles resikabelt for denne. Når man således var henvist til en bedre udnyttelse af vasdraget ved hjelp av udtapning af Farris vilde det almindelighed have ligget nærmest at sænke de for håndenværende luger i Farrisdammen eller at anbringe nye sådanne under de tidligere. Da imidlertid dette ikke kunde ske uden afbrytning af dammens fundament (bundmaster og lignende), og sådant med føie måtte befrygtes at kunne medføre fare for den, som ovenfor nævnt adskillig hazardiøst fundamenterende dam og i tilfælde næsten uoverskuelige ødelæggelser nedenfor dammen både på Fritzøe værks og andres eiendomme i Laurvig, besluttede man sig efter nøiaktige undersøgelser og overveielser til at lade udtapningen foregå ved hjælp af et større hævertarrangement der, om end ikke tidligere bragt i udførelse her i landet, dog vidstes med fordel at være anvendt andensteds. Ved beregningerne af hæverten gik man ud fra, at disse burde kunne i tilfælde overføre hele den for tiden udforderlige vandmasse af 15,5m3 i sekundet, og at Farris under de ugunstigste påregnede vandføringsforholde gjennom hæverterne burde kunne tappes indtil 4 fot under tidligere laveste vintervandstands niveau. Med hensyn til situationen og hæverterns montering henvises til medfølgende kart med tegninger og profiler;(noe jeg ikke har,red.) til forklaring heraf anføres:
Hæverternes diameter er 1,57 m længden mellom perpendikulærerne ( i sentrum af udløbsåbningerne) er 25m. Sugningshøiden er 1,19m og faldhøiden 1,43m. Mundstykkerne i begge ender af hæverterne er af støbejern, og er disse såvel som luftpumpen leverede af Forsvik`s mek. værksted i Sverige, medens hævertrørene er klinkende af 1/4 stålplader fra Motala. Klinkingen og sammensætningen er udført ved Fritzøe værk. Hæverternes stængning og åbning foregår ved hjælp af en i den nedre ende af disse anbragt “ringsluse”, som løftes vertikalt ved skrueudvexling, der drives for hånden. En mand er tilstrækkelig til “ringslusens” betjening. Luftpumpe er anbragt omtrent midt på hæverterne, fælles for begge med rørledning som på tegningen angivet. Også denne drives ved håndkraft. Til udpumpningen udfordres 4 a 6 mand, som udpumpe luften af begge hæverter i løbet af ca. 10 minutter. Det tilføies, at alt arbeide er særdeles solid og nøiagtigt udført, og er navnlig klinkningen første sort arbeide.
Hæverterne er anbragte umiddelbart ved siden af hinanden i en af de forhåndenværende lugeåbninger i dammen “mundstykkerne” er fundamenterede på en solid flåde, af 12″ bøgetømmer med overliggende lag af 3″ planker. Vangemurene er udførte i huggen granit, fundamenterede på samme flåde. Underkant af mundstykkerne ligger 1,31m under damstokken.
Monteringen af hæverterne var forbunden med særdeles betydelige vanskligheder, forsåvidt tørlægning af arbeidstedet angår. Man måtte nemlig ovenfor dammen med store omkostninger og meget besvær opføre en halvcirkelformet fangdam, som sluttede sig tæt indtil Farrisdammen.
Fangdammen dannedes af pæle, som blev nedrammede i grunden med 6 fot indbyrdes afstand, behørig afstivede med skråpæle og spænd. Udenpå pælene anbragtes horizontale bjælker eller spigerslag, og udenfor disse nedrammedes 2 1/2″ pløiede planker, der således udgjorde den egentlige spundvæg. Til tætning forsynedes denne udvendig, bestående af sand og grus, der som krave lagdes omkring hele fangdammen. På denne måde lykkedes det at få fangdammen tæt. Lænsningen af arbeidsrummet ovenfor dammen foregik ved hjælp af et lokomobil, som drev 2 stykker 12″ pumper. Der assisteredes desuden tildels med et par håndpumper. Fundamenteringen nedenfor dammen medførte ikke særegne vanskligheder. Forst hindre udrasning og undergravning nedenfor hævertudløbet er her forebyggetog befæstet på vanlig måte.
Under arbeidets udførelse lededes vandet til Fritzøe værk en længere tid gjennom en sideåbning i dammen og videre gjennem . Tilsist måtte dog Farris ganske avstenges i nogle uger.
Anlægget, blev færdigt vinteren 1885. og blev der da på høire landkar følgende inskrition :
Kammerherre Fredrik Wilhelm Treschow til Fritzøe ombyggede denne Dam og anbragte Hæverterne (de første i Norge) i Aarene 1881 og 1885.
Anlegget har medført en samlet udgift af kr. 40 000 tusend
I april 1885 blev arrangementet prøvet og viste sig særdeles tilfredstillende. Udpumpingen af luften foregik let og hurtigt. Vandføringen var mindst 12,4m3 i sekundet. Vandhastigheten i hæverterne-regnet over hele profilet, således vel 3,14m i sekundet.