i 1880 årene forsto Kammerherre F. W. Treschow at vannkapasiteten fra Farris ikke var tilfredstillende. Verket kunde ikke utnyttes fult ut.
Innlegget som følger er skrevet av brugsbestyrer H.C. Hansen med bistand av ingeniør A. Borchgrevink. og overlevert til meg for en tid tilbake av en tidligere ansatt ved værket. Jeg ønsker å dele dette med dere for å vise hvor verdifult Fritzøe værk har vært i Norsk industrihistoreie. Kanskje har noen av de eldre sotinger, foreldre eller besteforeldre som var med på byggingen.
Til den rette forståelse af det i overskriften nævnte anlægs betydening har man troet at burde forudskikke en kort beskrivelse af Fritzøe Værk med tilliggende eiendomme.
Kammerherre F.W. Treschow`s eiendomme, der væsentlig indbefatte det forrige Laurvig`s grevskab, er beliggende i byen Laurvig samt i Sandsvær` s, Slemdals, Laurdals, Hedrums, Eidangers, Annebøs, Tjølling og Brunlanes herreder.
Landeiendommene, der væsentlig består af skov, har tilsammenet areal af ca: 700km2 (5 1/2 kvadratmil) med en matrikulskyld af ca: 856 skylddalere. Tømmeret fra disse skoveiendommene bliver nedflødet gjennem tvende hovedvasdrag, nemlig Numedalslaugen der faller i Laurvigsfjorden østenfor Laurvig, og Farrisvasdraget der har sitt utløb gjennom Laurvigs by. Det årlige tømmerkvantum, der nedføres fra egne skove, udgjør ca: 30 000 tylvter, hvoraf der falder omtrent halvparten på hver af hovedvasdragene.
Den væsentligste bedrift i tidligere dage var Fritzøe Jernværk; men dette existerer ikke længere. I begyndelsen av 60 årene fristede nemlig dette samme skjæbne som omtrent alle landets øvrige jernværk, der som bekjendt, ikke kunne udholde konkurransen med det svenske og navnlig med det engelske jern, hvis pris lidt efter lidt var gået ned til et dengang ukjendt lavmål. Så sørgelig standsningen af en af landets ældste og i lang tid betydningsfuldeste industrielle bedrifter var, såvel for det enkelte sted som for det hele land, så glædeligt er det nu at skue den betydelige industri, som flere steder er opblomstret på de ærveærdige jernværksruiner. Intetsteds er dog dette tilfældet i den utstrækning som ved Fritzøe, hvor jernværket er afløst af en flerhed af anlæg, der tilsammentagne danne et landets største industrielle etablissement.
De væsentligste af disse anlæg er:
1 træsliberi med en årlig produktion af ca: 7 000 tons træmasse.
2 møllebrug med en årlig produktion af 100 000 hectoliter mel.
2 sagbruk med 12 grinder.
2 høvlerier med 5 høvler.
1 mindre mekanisk værksted med smie og støberi.
Til belysning af fabrikkene samt forskjellige kontorer haves et elektrisk anlæg med 2 dynamomaskiner for 240 glødelamper, der drives af en særskilt turbine.
Den midlere arbeidsstyrke ved Fritzøe værk udgjør ca: 600 mand, skov og flødningsarbeidere heri ikke medregnede.
Samtlige ovennævnte anlæg, med undtagelse af begge høvlerier og det ene sagbrug, drives med vandkraft, der tages fra vandfaldet mellem Farrisvandet og Laurvigshavn. Til driften benyttes 16 turbiner og et vandhjul, tilsammen repræsenterende ca 2000 effektive hestekræfter. Den udnyttede effektive faldhøide udgjør 11m og udførdres til fuld drift af samtlige indretninger en vandføring af 15,5m3 i sekundet. Farrisvandet der danner reservoiret for vandkraften, er ca 22km langt, er 21,85 km2 stort og optager vandet fra det vidtforgrenede Farrisvasdrag, der har sitt udspring på Skrimsfjeldene i Sandsvær og danner en flerhed af mindre søer, der for det meste er forsynede med damme nærmest til opsamling af flødningsvand. Vasdraget er idethele af nuværende eier tildels med stor bekostning regulert til et udmærket flødningsvasdrag. Da kammerherre Treschow er eier sågodtsom alle de til Farrisvandet og vasdrag forøvrigt stødende eiendomme, disponeres også vandet udelukkende av ham. Det nedslagsdistrikt som har sit udløb gjennem Farrisvandet, kan anslåes til et samlet areal af 510km2.
Til regulering og opdæmming af Farrisvandet har det vistnok fra umindelige tider tilbage existeret en dam ved samme udløb i elven, der i en afstand fra Farrisvandet af ca 1000m. falder ud i Laurvigsfjorden. Denne dam er opført i år 1765, hvorom følgende i fjeldet på venstre landkars mur indhugne inskription beretter :
Christian Conrad, Greve af Danneskiold Laurvig.
Ædel herre til Varel, Here til Kniphausen, Drewert og Hartschorn
haver ladet denne Dam fra Grunden af nye opbygge
Anno Domini MDCCLXV.
Dammen er bygget af huggen sten og forsynet med luger såvel for tømmerflødningen som vandavløbet, står ikke på fjeld, men er derimod med megen omhu fundamenteret på undergrunden, som er bestående af ler i bunden med et overliggende lag av grus og rullesten. Som det fremgår heraf, er situationen, navnlig i betragtning af det forholdvis betydelige vandtryk, som dammen er udsat for, temmelig prekær; men har der ikke destomindre aldrig vist sig nogen ulempe ved dette damarrangement, som således har stået sin prøve i 121 år.
Eftersom vandforbruget ved værket tiltog, kunde imidlertid behovet i den vandfattige tid af året, navnlig om vinteren, ikke længere tilfredstilles, idet der, når Farris faldt ned under et givet niveau, ikke mere var muligt gjennom Farrisdammens luger at udtappe det ovenfor nævnte kvantum vand af 15,5m3 i sekundet. På den anden side er vasdraget midlere vandføring mere enn tilstrækkelig til at præstere dette kvantum som avgangsvand, men måtte Farris da tappes dybere eller opdæmmes høiere.
Under valget mellem disse alternativer standsede man snart ved en yderligere udtapning som det i alle henseender heldigste arrangement. En føroget opdæmning vilde nemlig for det første medføre ulemper for forskjellige eiendomme omkring Farris og dernæst udsette dammen for et trykk, som under de forhåndenværende omstændigheder måtte ansees som særdeles resikabelt for denne. Når man således var henvist til en bedre udnyttelse af vasdraget ved hjelp av udtapning af Farris vilde det almindelighed have ligget nærmest at sænke de for håndenværende luger i Farrisdammen eller at anbringe nye sådanne under de tidligere. Da imidlertid dette ikke kunde ske uden afbrytning af dammens fundament (bundmaster og lignende), og sådant med føie måtte befrygtes at kunne medføre fare for den, som ovenfor nævnt adskillig hazardiøst fundamenterende dam og i tilfælde næsten uoverskuelige ødelæggelser nedenfor dammen både på Fritzøe værks og andres eiendomme i Laurvig, besluttede man sig efter nøiaktige undersøgelser og overveielser til at lade udtapningen foregå ved hjælp af et større hævertarrangement der, om end ikke tidligere bragt i udførelse her i landet, dog vidstes med fordel at være anvendt andensteds. Ved beregningerne af hæverten gik man ud fra, at disse burde kunne i tilfælde overføre hele den for tiden udforderlige vandmasse af 15,5m3 i sekundet, og at Farris under de ugunstigste påregnede vandføringsforholde gjennom hæverterne burde kunne tappes indtil 4 fot under tidligere laveste vintervandstands niveau. Med hensyn til situationen og hæverterns montering henvises til medfølgende kart med tegninger og profiler;(noe jeg ikke har,red.) til forklaring heraf anføres:
Hæverternes diameter er 1,57 m længden mellom perpendikulærerne ( i sentrum af udløbsåbningerne) er 25m. Sugningshøiden er 1,19m og faldhøiden 1,43m. Mundstykkerne i begge ender af hæverterne er af støbejern, og er disse såvel som luftpumpen leverede af Forsvik`s mek. værksted i Sverige, medens hævertrørene er klinkende af 1/4 stålplader fra Motala. Klinkingen og sammensætningen er udført ved Fritzøe værk. Hæverternes stængning og åbning foregår ved hjælp af en i den nedre ende af disse anbragt “ringsluse”, som løftes vertikalt ved skrueudvexling, der drives for hånden. En mand er tilstrækkelig til “ringslusens” betjening. Luftpumpe er anbragt omtrent midt på hæverterne, fælles for begge med rørledning som på tegningen angivet. Også denne drives ved håndkraft. Til udpumpningen udfordres 4 a 6 mand, som udpumpe luften af begge hæverter i løbet af ca. 10 minutter. Det tilføies, at alt arbeide er særdeles solid og nøiagtigt udført, og er navnlig klinkningen første sort arbeide.
Hæverterne er anbragte umiddelbart ved siden af hinanden i en af de forhåndenværende lugeåbninger i dammen “mundstykkerne” er fundamenterede på en solid flåde, af 12″ bøgetømmer med overliggende lag af 3″ planker. Vangemurene er udførte i huggen granit, fundamenterede på samme flåde. Underkant af mundstykkerne ligger 1,31m under damstokken.
Monteringen af hæverterne var forbunden med særdeles betydelige vanskligheder, forsåvidt tørlægning af arbeidstedet angår. Man måtte nemlig ovenfor dammen med store omkostninger og meget besvær opføre en halvcirkelformet fangdam, som sluttede sig tæt indtil Farrisdammen.
Fangdammen dannedes af pæle, som blev nedrammede i grunden med 6 fot indbyrdes afstand, behørig afstivede med skråpæle og spænd. Udenpå pælene anbragtes horizontale bjælker eller spigerslag, og udenfor disse nedrammedes 2 1/2″ pløiede planker, der således udgjorde den egentlige spundvæg. Til tætning forsynedes denne udvendig, bestående af sand og grus, der som krave lagdes omkring hele fangdammen. På denne måde lykkedes det at få fangdammen tæt. Lænsningen af arbeidsrummet ovenfor dammen foregik ved hjælp af et lokomobil, som drev 2 stykker 12″ pumper. Der assisteredes desuden tildels med et par håndpumper. Fundamenteringen nedenfor dammen medførte ikke særegne vanskligheder. Forst hindre udrasning og undergravning nedenfor hævertudløbet er her forebyggetog befæstet på vanlig måte.
Under arbeidets udførelse lededes vandet til Fritzøe værk en længere tid gjennom en sideåbning i dammen og videre gjennem . Tilsist måtte dog Farris ganske avstenges i nogle uger.
Anlægget, blev færdigt vinteren 1885. og blev der da på høire landkar følgende inskrition :
Kammerherre Fredrik Wilhelm Treschow til Fritzøe ombyggede denne Dam og anbragte Hæverterne (de første i Norge) i Aarene 1881 og 1885.
Anlegget har medført en samlet udgift af kr. 40 000 tusend
I april 1885 blev arrangementet prøvet og viste sig særdeles tilfredstillende. Udpumpingen af luften foregik let og hurtigt. Vandføringen var mindst 12,4m3 i sekundet. Vandhastigheten i hæverterne-regnet over hele profilet, således vel 3,14m i sekundet.